Konecranes styrket yderligere inden for ”Machine Tool Service” i Danmark

RSS-feed

20.04.2010 15:42

Opkøbet af PH-Maskinservice A/S er et vigtigt led i Konecranes’ strategi om udbygning af koncernens serviceydelser og forretningsområder.

Med sit andet opkøb i 2010 inden for Machine Tool Service (MTS) har Konecranes for alvor understreget viljen og evnen til at udbygge de eksisterende kernekompetencer, som primært dækker kraner og maskinservice. I begyndelsen af januar overtog Konecranes virksomheden AH Maskin Service A/S, der har kontor i Horsens, og for nyligt opkøbte Konecranes firmaet PH-Maskinservice A/S. Begge erhvervelser fortsætter med at betjene lokale kunder som hidtil.

Tilførsel af CNC-ekspertise

PH-Maskinservice A/S har specialiseret sig i at fejlfinde og reparere såvel CNC-styrede som konventionelle maskiner og hele produktionsanlæg i metalindustrien. Virksomheden blev stiftet af Per Hermansen i 1995, selv har Per Hermansen beskæftiget sig inden for faget i mere end 30 år.

Med denne udvidelse vil Konecranes’ kunder nyde godt af en øget kompetence og bredde i ydelserne samt en styrket service. Per Hermansen fortsætter som daglig leder med reference til servicechefen for Konecranes MTS aktiviteter i Danmark.

Større nærhed til kunderne

PH-Maskinservice A/S har adresse i Bjerringbro, og med denne beliggenhed i hjertet af Jylland opnår Konecranes samtidig en bedre geografisk spredning – og dermed en større nærhed til kunderne. Konecranes har nu aktiviteter seks steder i Danmark og kan levere en hurtig og kompetent service over hele landet.

Målrettet vækststrategi

Konecranes koncernen har gennem en årrække tilbudt serviceydelser inden for MTS i de øvrige nordiske lande samt Estland, Storbritannien, USA og Ukraine. Med overtagelse af de nye aktiviteter i Danmark har Konecranes taget et vigtigt skridt i realiseringen af vækststrategien.

”Vi har et naturlig fokus på udvikling af porteføljen af serviceydelser inden for Machine Tool Service,” fortæller Jens Flesner, adm. direktør i Konecranes i Danmark. ”Med de to opkøb er det lykkedes os på meget kort tid at tilføje en betydelig know-how inden for området, som vores kunder vil have stor gavn af. Samtidig har det stor strategisk betydning for vores fortsatte forretningsmæssige udvikling, at vi hele tiden er i stand til at åbne nye døre for vores kunder og tilbyde en stadig større og mere attraktiv pakke.”

Kontakt

Jens Flesner, adm. direktør, Konecranes A/S
E-mail: jens.flesner@konecranes.com, tlf. +45 2362 5694

« Tilbage
HJEM News

Share